Tilbage til forsiden
[Søg]


2009-2010


Danstoker solgt til børsnoteret indisk koncern


Herning, den 9. november 2010

Danstoker får central placering i Thermaxs planer for vækst på det europæiske energi-marked.

Danstoker koncernen bestående af Danstoker A/S i Herning og det tyske datterselskab Omnical Kessel und Apparatebau GmbH i Dietzhölztal er blevet solgt til den indiske børsnoterede energikoncern Thermax Ltd. i Pune i Maharashtra provinsen.

Inden for de sidste ti år har Danstoker bevæget sig fra at være en regional producent af industrikedler til at blive en af Europas førende med salgsrepræsentationer i England, Sverige og Chile. Koncernen beskæftiger 220 medarbejdere.

Thermax Ltd. har med 4.500 medarbejdere og en omsætning på 800 mio. USD specialiseret sig i produktion af bæredygtige løsninger inden for den internationale energi- og miljøsektoren. Selskabet har 19 internationale kontorer, der arbejder på markederne i 75 lande. Thermax producerer de energieffektive løsninger og komponenter på tre fabrikker i Indien og en i Kina.

Bag salget til Thermax står Danstokers aktionærer, der består af en gruppe private investorer og investeringsselskabet Generationsskifte & Vækst.

- Vi har bragt Danstoker op på et niveau, hvor virksomheden hører til blandt de førende i Europa. For at være sikker på, at Danstoker kan udvikle sig yderligere, har vi fundet det hensigtsmæssigt at sælge til Thermax. Det er en koncern, som kan have glæde af den teknologi Danstoker mestrer og som kan åbne mange nye markeder for Danstokers produkter, siger bestyrelsesformand Peter Tærø Nielsen.

Central rolle
- Vi ønsker, at Danstoker og Omnical skal være vores platform for udviklingen i Europa. Det betyder, at vi gennem Danstoker er i stand til at introducere nogle af vores produkter i Europa, mens vi søger at bringe Danstokers produkter ind på en række nye geografiske markeder. Danstokers avancerede teknologi supplerer vores løsninger på det bæredygtige område, siger executive vice president, Hemant Mohgaonkar, der er direktør for Thermaxs Heating/Cooling division, som Danstoker bliver en del af.

- Vores vision er udvikling i Europa og transaktionen sker på et visionært og fremtidsorienteret grundlag. Overtagelsen får ingen betydning for relationerne til Danstokers kunder, leverandører og medarbejdere, understreger Hemant Mohgaonkar.

Handelen er gennemført med finansiel rådgivning fra Audon Partners Corporate Finance i København.

For evt. yderligere information kontakt:
Leif Thomsen, Danstoker, tlf. +45 20 10 57 22
Hemant Mohgaonkar, Thermax, tlf. +91 90 4999 7044



Rekordresultat i G&V

Investeringsselskabets egenkapital øget med 30 pct. G&V forlader LH&M Holding A/S i Vejle og køber op i Fåborg-rederi.

Investeringsselskabet Generationsskifte & Vækst med hovedkontor i Kolding præsterede i 2008 sit hidtil bedste resultat. Årets overskud blev 7,4 mio. kr. og selskabets egenkapital er forbedret med 30,5 pct. og var ved indgangen til 2009 på 31,7 mio. kr.

Resultatet betyder, at aktiekursen - beregnet på basis af selskabets indre værdi - er steget fra 107,45 til 140,29 per 100 kr. aktie. Resultatet for 2009 ventes at blive på mellem tre og fire mio. kr.

I 2008 havde G&V investeret i fem porteføljeselskaber med en samlet omsætning på 450 mio. kr. og 340 arbejdspladser. Det er Danstoker Holding, Herning, Lerche-Henriksen & Møller, Vejle, Blue Star Line, Fåborg, Trykko Pack, Esbjerg, og Mammens Emballage i Århus.

Bestyrelsen er særdeles tilfreds med resultatet i de overskudsgivende selskaber, og fremhæver især Danstoker-koncernen, hvor værdien af G&Vs ejerandel er steget med 10,9 mio. kr., hvoraf udbytte udgør 2,1 mio. kr. G&V ejer 16 pct. af Herning-virksomheden. Investeringen i Mammens Emballage gav et underskud i 2008. Emballagevirksomheden ventes i 2009 at præsentere et overskud på en mio. kr.

I 2009 bevæger G&V sig ind i offshorebranchen og vindmølleindustrien. Det sker gennem en investering i Esbjerg-virksomheden Løvenborg Industri, som har opkøbt Promecons produktionsafdeling.

Senest har G&V øget sin ejerandel i Fåborg-rederiet Blue Star Line fra 22,9 til 44,4pct. Investeringen er et resultat af salget af G&Vs andel af Lerche-Henriksen & Møller. Salget af aktierne indbragte 4 mio. kr. Det betegner bestyrelsen som meget positivt.

Når G&V øger sin andel af Blue Star Line sker det med baggrund i den positive udvikling selskabet er inde i. I 2008 præsenterede det et overskud på 6,7 mio. kr. før skat – en fremgang på 4,6 mio. kr. Efterspørgslen på de ydelser, som leveres af selskabets Multi Purpose fartøjer, er stigende. Blue Star Line ejer halvdelen af Esbjerg-virksomheden Offshore Marine.

For evt. yderligere kommentarer:

Bestyrelsesformand Chr. Postborg, Generationsskifte & Vækst, tlf. 75 53 74 10 eller 24 25 83 60.

Kolding, den 1. maj 2009


Løvenborg Industri overtager Promecon i Esbjerg

Overtagelsen sker med hjælp fra investeringsselskabet Generationsskifte & Vækst i Kolding og chefen fra Danstoker Holding i Herning.

Den blot otte år gamle smedevirksomhed Løvenborg Industri i Esbjerg overtager Promecon-koncernens produktionsafdeling i Esbjerg og udvider medarbejderskaren fra otte til 18. Med overtagelsen ønsker Løvenborg Industri at komme tættere på kunderne i blandt andet offshore branchen og vindmølleindustrien.

Overtagelsen af Promecons produktionsaktiviteter i Esbjerg sker med støtte fra blandt andre investeringsselskabet Generationsskifte & Vækst (G&V) i Kolding. Løvenborg Industri omdannes fra et ApS til et A/S og har nu en aktiekapital på 2,8 mio. kr., hvoraf G&V har 1,2 mio. kr., mens grundlæggeren af Løvenborg Industri, Dennis Løvenborg Christensen, har 1,3 mio. kr. Den resterende del af aktiekapitalen er tegnet af Danstoker-koncernens administrerende direktør og storaktionær, Leif T. Thomsen.

Leif T. Thomsen har kendt Dennis Løvenborg i flere end 30 år og har de senere år været formand for Løvenborg Industri. Det er Leif T. Thomsen, der har formidlet kontakten til G&V, med hvem han har haft et årelangt samarbejde i Danstoker. G&V ejer 16,1 procent af aktierne i Danstoker Holding A/S.

Med overtagelsen af Promecons produktionsaktiviteter indgår parterne samtidig en rammeaftale, der betyder, at Løvenborg Industri viderefører de opgaver, som Promecon har i Esbjerg.

Løvenborg Industri venter inden for et par måneder at udleje de nuværende lokaler på Gammelby Møllevej i Esbjerg for at flytte ind i Promecons bygninger på Sahara på havnen i Esbjerg.

- Målet med overtagelsen er at udvide forretningen og komme tættere på slutkunden. Det kan være i offshore branchen eller vindmølleindustrien, siger Dennis Løvenborg Christensen.

Udover investeringen på 1,2 mio. kr. har G&V forpligtet sig til at levere know-how til Løvenborg Industri. Det sker via G&Vs advisory board, hvori der er repræsentanter fra en lang række brancher – bl.a. jern- og metalindustrien.

Parterne ønsker ikke at offentliggøre prisen for handelen. Hvilke personer, der sættes i bestyrelsen, er endnu ikke endelig afklaret, men det ligger fast, at G&V udpeger formanden.

For evt. yderligere information kontakt:

Direktør Dennis Løvenborg Christensen, Løvenborg Industri A/S, tlf. 25 12 11 14
Bestyrelsesformand i G&V, Christian Postborg, tlf. 75 53 74 10
Adm. direktør Leif T. Thomsen, Danstoker Holding, Tlf. 20 10 57 22




Mammens Emballage rekonstruerer - målet er et nul-resultat i 2009

- Den restruktureringsplan og de organisatoriske tiltag, som den nye ledelse allerede har gennemført, giver os berettiget tro på, at Mammens Emballage i 2009 kommer ud med et break-even resultat. Det er på den baggrund, at vi har øget aktiekapitalen og styrket selskabets operative muligheder, siger bestyrelsesformand i investeringsselskabet Generationsskifte & Vækst, Christian Postborg, Kolding.

Investeringsselskabet gik for mindre end et år siden ind i emballagesektoren og etablerede Emballage Holding, der først overtog Trykko Pack i Esbjerg og senere Mammens Emballage i Århus. I dag er de to selskaber fusioneret under navnet Mammens Emballage.

Den turn-around proces, som adm. direktør René Pedholt Andersen er i færd med at gennemføre, omfatter afskedigelsen af 15 medarbejdere – primært i produktionen – og lukning af afdelingen i Esbjerg. Fremover vil alle salgsaktiviteter, grafisk design, udvikling og produktion ske fra fabrikken på Axel Kiers Vej i Højbjerg syd for Århus.

Aktionærerne i Emballage Holding – Generationsskifte & Vækst samt G&V aktionærer, der har ønsket at syndikere – har indskudt 4,3 millioner kroner kontant og konverteret selskabets tilgodehavende i Mammens Emballage til aktiekapital. Det betyder, at Mammens Emballage i dag har en bogført egenkapital på 25,6 millioner kroner.

Samlet har Generationsskifte & Vækst investeret 12,6 millioner kroner i emballagevirksomheden.

- Det tætte samspil med bestyrelsen giver os intern arbejdsro. Samtidig er det et klart og entydigt signal til både nye og eksisterende kunder om, at de ting vi gør, mener vi alvorligt. Det gælder både på det danske og det internationale marked, fastslår René Pedholt Andersen, der kom til Mammens 1. juli fra en stilling som direktør hos Smurfit Kappa Vejen A/S.

Udover Mammens Emballage har Generationsskifte & Vækst betydelige interesser i Danstoker i Herning, Lerche Henriksen & Møller i Vejle og i rederiet Blue Star Line i Fåborg.

G&V opnåede i første halvår et overskud på 5,8 millioner kroner og har en egenkapital på 30,1 millioner kroner. Den vejledende handelskurs for G&V aktien er inden for det seneste halvår steget fra kurs 107,5 til 133.

For evt. yderligere information kontakt:

Bestyrelsesformand Christian Postborg, Generationsskifte & Vækst, tlf. 75 53 74 10

eller

Adm. direktør René Pedholt Andersen, Mammens Emballage, tlf. 87 37 17 26 eller 21 20 97 46

Kolding, den 3. oktober 2008

Investeringsselskabet Generationsskifte & Vækst A/S (G&V) i Kolding har justeret den vejledende handelskurs på sine aktier med 23,7 procent fra 107,5 til 133. Det sker efter, at porteføljeselskaberne har aflagt halvårsregnskab, hvor det især er udviklingen i andet kvartal, der er gået uventet godt.

I Herning-virksomheden Danstoker har resultatet af en række strategiske ændringer haft en meget positiv effekt på selskabets bundlinje. Samme udvikling opleves i Fåborg-rederiet Blue Star Line og hos Lerche-Henriksen & Møller i Vejle. Værdien af G&Vs aktieposter i disse selskaber er øget med 6,6 millioner kroner. Det er en vækst på 48 procent i forhold til ved årets begyndelse.

Udviklingen i porteføljeselskabet Mammens Emballage i Århus har derimod ikke været tilfredsstillende. Ansættelsen af en ny direktør og gennemførelsen af en række restruktureringstiltag, har skabt grundlag for en fornuftig fremtidig drift. Mammens Emballage er ejet af G&V-selskabet Emballage Holding, der netop har besluttet at indskyde 4,3 million kroner kontant og samtidig konvertere selskabets tilgodehavende i Mammens Emballage til aktiekapital. Den bogførte egenkapital i Mammens Emballage er herefter på 25,6 millioner kroner.

Siden G&V i efteråret 2007 købte Trykko Pack i Esbjerg og Mammens Emballage i Århus og fusionerede selskaberne har G&V investeret 12,6 millioner i emballagesektoren.

I første halvår opnåede G&V et overskud på 5,8 millioner kroner, og har nu en egenkapital på 30,1 million kroner. G&Vs bestyrelse forventer ikke samme stigning i porteføljeselskabernes indtjening resten af året. Derfor imødeser bestyrelsen, at værdistigningen i porteføljeaktierne bliver mindre end i første halvår. Samlet beskæftiger porteføljeselskaberne godt 300 medarbejdere.

Siden G&V aktien tidligere på året blev afnoteret på Dansk AMP er det bestyrelsen, der fire gange om ¨året fastsætter den vejledende kurs. Det sker efter et sæt dynamiske regneregler. Det betyder, at der ud over løbende realiserede resultater i porteføljeselskaberne skal indregnes objektive korrektionsfaktorer, som kan variere fra selskab til selskab. Handel med aktien sker med Middelfart Sparekasse som omdrejningspunkt. Sparekassens vederlag udgør 2,5 kurspoint.

For evt. yderligere information kontakt:

Bestyrelsesformand Christian K. Postborg, Tlf. 75 53 74 10 eller 24 25 83 60

Se også www.gogv.dk

Kolding, den 2. september 2008


Kursstigning på 23 procent


Mammens Emballage får ny direktør


Ny model for handel med aktier

Investeringsselskabet Generationsskifte & Vækst i Kolding (G&V) er blevet afnoteret på Dansk Autoriseret Markedsplads – Dansk AMP. Fremover vil handelen med selskabets aktier ske med Middelfart Sparekasse som omdrejningspunkt.

I forbindelse med afnoteringen fik aktionærerne mulighed for at få indløst deres aktier til kurs 107,50. Det betød, at 11 procent af aktiekapitalen skiftede hænder. Generationsskifte & Vækst har sammenlagt udstedt 226.000 aktier med en stykværdi på 100 kr. Bestyrelsen og andre med nær tilknytning til selskabet har i dag 47 procent af kapitalen, mens Middelfart Sparekasse råder over knap 35 procent.

Fremover vil G&Vs bestyrelse mindst fire gange årligt fremsætte en vejledende kurs på selskabets aktier. Det vil ske efter et sæt dynamiske regneregler. Det betyder, at der ud over løbende realiserede resultater i porteføljeselskaberne skal indregnes objektive korrektionsfaktorer, som kan variere fra selskab til selskab. Til den vejledende kurs kan G&Vs aktier fremover handles med Middelfart Sparekasse, med mindre helt specielle forhold måtte opstå. Sparekassens vederlag udgør 2,5 kurspoint.

- I bestyrelsen lægger vi afgørende vægt på, at den nye form for handel med G&V aktier vil bygge på høj etik og moral i kombination med information og gennemskuelighed, fastslår bestyrelsesformand Christian K. Postborg. Omdrejningspunktet for informationen til aktionærer og offentligheden i bred forstand vil være selskabets hjemmeside.

I forbindelse med afnoteringen har Fondsbørsen bestemt, at det fortsat er muligt at benytte pensionsmidler til køb af G&V aktier. Eneste betingelse er, at den samlede handel har en kursværdi på mindst 100.000 kr.


Den nuværende vejledende kurs på G&Vs aktier er 107,50. Næste gang bestyrelsen fastsætter en vejledende kurs er den 27. august.

Kolding, den 25. juni 2008

2008



2007



2006



2005



2004



2003



Søg i arkivet

[Søg]

For at læse dokumenter

Nogle dokumenter i denne liste kræver at du har installeret Acrobat Reader.

Du kan downloade programmet gratis ved at klikke på nedenstående knap.

Knappen leder dig direkte videre til Adobe's download side.
Download Acrobat Reader på www.adobe.com
Generationsskifte & Vækst A/S i likvidation
Birkemose Allé 41 · 6000 Kolding · Tlf. 7630 1173 · Fax 7631 0033

Based on SEEEMS.CMS